Søren Krøigaard

Grundejerforeningen Brønshøjgaards Haveby

Mit navn er Søren Krøigaard, og jeg stiller op til Lokaludvalget for Grundejerforeningen Brønshøjgaards Haveby.

Jeg har boet i Brønshøj i 40 år, og jeg brænder særligt for musik- og kulturlivet i byen, og jeg har stor lyst til at bidrage til udviklingen i lokalområdet. Jeg er selv fritidsmusiker og i øvrigt aktiv i foreningen Music House. Jeg har igennem det seneste år været medlem af Brønshøj - Husum lokaludvalgs kulturudvalg, og jeg har specielt været aktiv i lokaludvalgets arbejdsgruppe for udvikling af Brønshøj Kulturakse. Generelt tror jeg på at kulturlivet er et af de stærkeste værktøjer til at skabe en bydel, der er præget af sammenhængskraft og fællesskab. Siden sommerferien har jeg også været medlem af Lokaludvalget.

Gennem min tidligere profession indenfor kommunal planlægning har jeg et solidt kendskab til og stærk interesse for skybrudssikring, miljø, trafik og byplanlægning – temaer som også er vigtige og relevante for borgerne og dermed Lokaludvalgets arbejde.

Jeg er 64 år og gift med Jette. Vores 4 voksne børn er alle vokset op i bydelen og dens klubber, foreninger og skoler. Jeg hoppede af hamsterhjulet sidste år for bl.a. at få mere tid til familien, mine interesser og lokalområdet, så jeg er helt klar til 4 år i lokaludvalget.