Niels Christian Juul

Beboerrepræsentationen Hebsgaards Have

Opstillet for Beboerrepræsentationen Hebsgaards Have, som består af 60 seniorboliger og to erhvervslejemål. Foreningen understøtter bl.a. fællesskabet mellem lejerne ved en række aktiviteter hen over året.



Stiller op i interessegruppen: Ældre, sundhed, social og integrationsområdet

Opstillingstekst

Hele Vanløse skal være et trygt og rart sted at bo og arbejde. Flest muligt forskellige borgere i bydelen skal have mulighed for at bidrage og deltage i fællesskabet. 

I lokaludvalget har jeg bl.a. arbejdet for at Kulturstationen skal være borgernes hus med åbne aktiviteter i løbet af hele dagen – hele ugen. Jeg har presset på for at Kulturstationen får et Brugerråd igen, og er selv netop indtrådt heri. Jeg er med til at afholde RepairCafe en gang om måneden (reparer i stedet for at smide ud), Vanløse Saloner (lad os mødes om noget godt til maven, hovedet og hjertet), Vanløse Synger Sammen (fællessang).

Desuden er jeg med i styregruppen for ”Demens Venligt Vanløse” og formand for butiksbestyrelsen i Superbrugsen på Ålekistevej. Jeg deltager aktivt omkring udviklingen af vores fælles byrum (Bymidten, ”Fengers ubebyggede hul”, Helga Larsens Plads) ligesom jeg arbejder for bydelens sociale og kulturelle fællesskab, som medinitiativtager til at skabe vores eget Folkehus a’la Absalon.